1. Derfor, efterdi vi have saadanne Forjættelser, i Elskelige! lader os rense os selv fra al Kjødets og Aandens Besmittelse og fuldende vor helliggjørelse i Guds Frygt.
2. Giver os Indgang; vi have Ingen gjort Uret, Ingen forført, Ingen forfordelet.
3. Jeg siger det ikke som Bebreidelse; jeg har jo sagt tiforn, at I ere i vort Hjerte til at døe sammen og at leve sammen.
4. Min Frimodighed er stor imod Eder; jeg roser mig meget af Eder, jeg er fyldt med Trøst, jeghar overvættes Glæde udi al vor Trængsel.
5. Thi der vi kom til Macedonien, havde vi ingen Ro i vort Kjød, men vi trængtes paa alle Mader: udvortes Strid, indvortes Frygt.
6. Men den, som trøster de Nedbøiede, Gud, han trøstede os ved Titus' Ankomst;