10. Fremdeles sagde David: Saa vist som Herren lever, uden saa er, at Herren slaar ham, eller hans Dag kommer, at han dør, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
11. saa lade Herren det ære langt fra mig, at udrække min Haand mod Herrens Salvede; men nu, kære, tag Spydet, som er ved Hovedgærde, og Vandkrukken, lader os gaa.
12. Saa tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og de gik bort; og der var ingen, som saa det, og ingen, som vidste det, og ingen, som opvaagnede, thi de sov allesammen: thi der var falden en dyb Søvn fra Herren paa dem.
13. Der David var kommen over paa hin Side, da stod han paa Bjergets Top langt fra; der var et stort Rum imellem dem.
14. Og David raabte til Folket og til Abner, Ners Søn, og sagde: Vil du ikke svare, Abner og Abner svarede og sagde: Hvo er du, som raaber til Kongen?