Matthæus 8:10-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Da Jesus hørte det, blev han meget forundret og sagde til dem, der fulgte ham: “Så stærk en tro har jeg ikke mødt blandt Israels folk.

11. Det siger jeg jer: Fra hele verden skal mange, som oprindeligt ikke hørte med til Guds folk, komme og sidde til bords i Guds rige sammen med Abraham, Isak og Jakob.

12. Men mange af dem, som mener, at de tilhører Guds folk, skal kastes ud i det yderste mørke, hvor de vil ærgre sig ganske forfærdeligt og græde deres bitre tårer.”

13. Derefter sagde Jesus til den romerske officer: “Gå du blot hjem. Det, som du havde tro for, er sket.” I samme øjeblik blev hans tjener helbredt.

14. Senere kom Jesus til Peters hus, hvor Peters svigermor lå syg med feber.

15. Så snart Jesus gik ind og tog hendes hånd, forsvandt feberen, og hun stod op og sørgede for mad til dem.

16. Samme aften blev mange dæmonbesatte mennesker bragt til Jesus. Han behøvede bare at sige et ord, så flygtede dæmonerne. Og alle de mennesker, der havde smerter eller var syge, blev helbredt.

17. Dermed opfyldtes det, som er talt gennem profeten Esajas:“Han tog vores sygdomme på sig,han bar vores lidelser.”

18. En gang var der så mange mennesker, der stimlede sammen omkring Jesus, at han bad disciplene om at gøre en båd klar, så de kunne sejle over til den anden side af søen.

Matthæus 8