Jakob 2:19-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

19. Tror du virkelig, det er tilstrækkeligt bare at have en trosbekendelse, der siger: ‘Jeg tror på én, sand Gud.’? Det er godt, at du tror på den ene, sande Gud! Det gør de onde ånder også, men de ryster alligevel af skræk for dommens dag.

20. Tænk dig om! Skal jeg forklare dig, hvorfor tro, der ikke omsættes i handling, er værdiløs?

21. Tænk på vores forfar Abraham. Var det ikke, fordi han handlede i lydighed, at han opnåede Guds anerkendelse? Han var jo villig til endog at ofre sin søn, Isak, på alteret.

22. Kan du ikke se, at der var et samspil mellem hans tro og hans lydighed? Hans tro blev først til sand tro, ved at han handlede på den.

23. Det er derfor, Skriften siger, at Gud accepterede ham på grund af hans tro. Ja, han blev kaldt for ‘Guds ven’.”

24. Heraf kan I se, at man får del i frelsen gennem lydighedshandlinger, og ikke gennem “tro” alene.

Jakob 2