6. Apostlene og menighedens ledere holdt nu et særskilt møde for at drøfte spørgsmålet.
7. Det førte til en længere diskussion, og til sidst rejste Peter sig. “Venner,” sagde han. “I ved jo godt alle sammen, hvordan Gud i begyndelsen udvalgte mig iblandt jer og brugte mig til at forkynde budskabet om Jesus for ikke-jøder, så også de kunne komme til tro.
8. Og Gud, som kender hjertets indstilling, satte det blå stempel på dem ved at give dem Helligåndens kraft, ligesom han gav den til os.
9. Han gjorde ingen forskel på dem og os, for vi har alle fået hjertet renset gennem troen.
10. Skal vi nu til at gå i rette med Gud og lægge en byrde på disciplenes skuldre, som hverken vores forfædre eller vi selv har været i stand til at bære?
11. Nej! Det er gennem Herren Jesu nåde, at vi kommer til tro og bliver frelst på samme måde som dem, der ikke er jøder.”
12. Forsamlingen blev stille, og de lyttede nu til Barnabas og Paulus, der fortalte om de undere, som Gud havde udført gennem dem blandt de ikke-jødiske folkeslag.
15. Det stemmer helt overens med, hvad profeterne har sagt. Der står jo skrevet:
16. ‘Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids rige. Jeg vil genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen.
17. Det gør jeg, for at de øvrige må søge Herren, alle de andre folkeslag, som jo også tilhører mig. Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.’”
18. Jakob fortsatte: “Det har altså været kendt fra gammel tid, at de øvrige folkeslag også skulle med.
19. Jeg mener derfor, at vi ikke skal lægge unødvendige byrder på de ikke-jøder, der vender sig til Gud.
20. Nej, lad os blot skrive til dem, at de skal afholde sig fra al seksuel synd, og endvidere bør de ikke spise blod, kød fra kvalte dyr eller kød, som først har været ofret til afguderne.
21. Alle kender jo de love, vi har fra Moses, for de er blevet oplæst og forkyndt hver eneste sabbat gennem utallige generationer i synagogerne rundt omkring i de forskellige byer.”
22. Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samråd med hele menigheden at sende nogle repræsentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De mænd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas.
23. De fik følgende brev med:Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.Til de ikke-jødiske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.Mange hilsener til jer alle!