2. Herre, du gør jubelen stor,du fylder os med glæde,som når høstfolk fryder sig over høsten,som krigere jubler, når de deler byttet.
3. For du bryder det tunge åg,som hviler på vores skuldre,knækker slavefogedens kæp,som da du frelste os fra midjanitterne.
4. Støvler, der trampede i krigen,og kapper, som er sølet i blodskal brændes op,fortæres af ilden.
5. For et barn er født os!En søn er os givet!Han skal herske over os,og han skal kaldes:‘Underfuld Rådgiver’,‘Vældig Gud’,‘Evig Fader’,‘Fredsfyrste’.
6. Når han bliver konge i Davidsriget,bliver hans magt uden grænser,og han skaber fred overalt.For han bygger sit rige på retfærdighedfra nu af og til evig tid.Herren, den Almægtige,vil gøre, hvad han har besluttet.
7. Herren har udtalt sin dom over Israels rige, over Jakobs slægt.
8. Alle i Samaria har hørt det, det er kendt i Efraims land. Alligevel siger de i hovmod og trods:
9. “Hvis landet lægges i ruiner, bygger vi det bare op igen, så det bliver bedre end før. Vi bruger tilhugne natursten i stedet for brændte lersten, og vi erstatter det ødelagte morbærfigentræ med cedertræ.”
18-19. Herren den Almægtiges vrede afsvider landet, og folket bliver ildens bytte. Ingen hjælper hinanden, men de slås med deres nærmeste om føden. De stjæler mad fra hinanden, men bliver ikke mætte. De æder alt, hvad de kan finde af spiseligt, men er lige sultne. Nogle vil endda fortære deres egne børn.
20. Manasse er imod Efraim, Efraim er imod Manasse—og sammen overfalder de Judas stamme. Alligevel er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.