Esajas 48:1-9 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Hør, Israels folk, Jakobs slægt, Judas efterkommere, I har højtideligt lovet at adlyde Israels Gud, men I gør det ikke.

2. Det er ikke nok, at I kalder Jerusalem for Guds hellige by og hævder, at I støtter jer til Israels Gud, Herren, den Almægtige.

3. Herren siger: “Det, som er sket med jer, forudsagde jeg for længe siden gennem profeterne. Pludselig skete det. Jeg gennemførte det, som jeg havde sagt ville ske.

4. Jeg ved udmærket, hvor stædige I er. Jeres nakker er ubøjelige som jern, jeres pander hårde som bronze.

5. Derfor sagde jeg på forhånd, hvad der ville ske, så I ikke senere skulle sige: ‘Det var mit gudebillede, som befalede, at det skulle ske.’

6. I hørte mine forudsigelser og så dem gå i opfyldelse. I kan lige så godt se det i øjnene.Men nu vil jeg fortælle jer noget nyt, som hidtil har været skjult for jer, noget, som I ikke før har forstået.

7. Det er noget helt nyt, jeg gør nu, så I skal ikke komme og sige, at det vidste I godt i forvejen.

8. Jeg har ikke kunnet fortælle det før nu, og I har ikke kunnet fatte det, for jeg ved jo, hvor troløse I er, oprørske fra fødslen.

9. For min egen skyld dæmper jeg min vrede, for min æres skyld lægger jeg bånd på mig selv og udrydder jer ikke helt.

Esajas 48