6. så hele verden fra øst til vest kan indse, at der ikke findes nogen anden Gud end mig. Jeg er Herren, den eneste sande Gud.
7. Jeg sender lys, og jeg skaber mørke, jeg velsigner, og jeg straffer. Det kommer alt sammen fra mig.
8. Jeg åbner himlens sluser og lader min godheds regn strømme ned fra skyerne. Jorden skal opsuge den, så frelsen spirer frem og retfærdigheden gror.”
9. Ve det menneske, som gør oprør imod sin Skaber. Det er jo kun som en lerkrukke blandt andre lerkrukker. Siger leret måske til pottemageren: “Hvad er det, du laver?” eller: “Du har jo ingen hænder!”
10. Ve den, der siger til sine forældre: “Hvem har givet jer lov til at sætte mig i verden?”
11. Hør hvad Herren, Israels hellige Gud og Skaber, siger: “Skal jeg stå til regnskab for, hvad jeg gør med mine skabninger? Vil I fortælle mig, hvad jeg skal gøre med det, jeg har skabt?