Dommer 8:22-28 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

22. Nu sagde israelitterne til Gideon: “Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!”

23. Men Gideon svarede: “Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!”

24. Så tilføjede han: “En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.

25. “Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte.

26. Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo. Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen.

27. Af disse kostbarheder lavede Gideon en efod, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede efoden, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.

28. Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.

Dommer 8