3. “Herre, Israels Gud,” klagede de, “hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”
4. Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og takofre på alteret.
5. Da spurgte de hinanden: “Var nogen af Israels folk ikke repræsenteret under mødet i Mitzpa?” De havde nemlig svoret på, at hvis nogen nægtede at møde op, skulle de straffes med døden.
6. Men samtidig følte Israel medlidenhed med benjaminitterne og sagde: “Ak, en hel stamme er næsten totalt udryddet af Israel!
7. Hvordan skal vi skaffe koner til de få mænd, der er tilbage, når vi for Herrens ansigt har svoret på, at vi ikke vil lade vores døtre gifte sig med dem?”
20-21. Så blev de enige om at sige til de benjaminitter, som stadig manglede koner: “Hold jer skjult i vinmarkerne uden for Shilo og se godt på de piger, der tager derhen for at danse. Under dansen kommer I frem fra jeres skjulested, og finder jer hver især en pige, som I tager med hjem til Benjamins land.
22. Når deres fædre og brødre så kommer og nedlægger protest over for os, skal vi nok berolige dem og overtale dem til at lade jer beholde deres døtre, for der var ikke koner nok til jer i Jabesh. Vi skal også nok forklare dem, at de ikke har brudt deres ed, for de har ikke bortgiftet deres døtre frivilligt. I har jo selv taget dem!”
23. Så gjorde benjaminitterne, som de fik besked på. De fik hver fat i en pige under festen, hvorefter de hjemførte dem som deres koner til deres eget land. Her genopbyggede de byerne og bosatte sig igen i deres eget stammeområde.
24. Derpå opløstes den israelitiske hær, og de forskellige stammer vendte hver for sig tilbage til deres land og deres familier.