32. Jeres sønner og døtre vil blive pågrebet for øjnene af jer og ført bort som slaver. Jeres hjerte vil blive knust af sorg og længsel efter dem, men I kan intet stille op.
33. Et fremmed folk, I ikke kender, vil spise de afgrøder, I har arbejdet så hårdt for at få. Dagen lang bliver I offer for vold og undertrykkelse,
34. jeres lidelser øges, indtil I går amok.
35. Herren vil ramme jeres ben med smertende, uhelbredelige sår, bylder vil dække jer fra top til tå.
36. Herren vil tage jer og den konge, I har indsat over jer, og føre jer i landflygtighed blandt et folk, hverken I eller jeres forfædre før har kendt. Dér vil I komme til at dyrke fremmede guder af træ og sten.
37. De folk, I kommer til at bo iblandt, vil chokeres og ynkes over jeres grusomme skæbne. I bliver et spottende mundheld for de folkeslag, Herren spreder jer iblandt.
38. I vil så meget korn, men kun høste en smule, for græshopper vil æde det meste.
39. I vil plante vingårde og passe vinrankerne, men druerne vil blive ædt af orm, så der intet bliver at lave vin af.
40. I vil plante olivenlunde, men frugterne falder af før tiden, så der intet bliver at lave olie af.
41. I vil få sønner og døtre, men de vil blive bortført som slaver.
42. Insekter vil hærge landet, så jeres træer og afgrøder går til grunde.
43. De fremmede iblandt jer vil sidde højt på strå, mens I selv synker ned i skidtet.
44. De vil låne ud til jer, uden at I kan give noget tilbage. De vil blive hoved, og I vil blive hale.
45-46. Alle de her plager vil ramme jer og forfølge jer, indtil I er udryddet. Det skal være en stadig advarsel for jer og jeres efterkommere, hvis I ikke vil adlyde Herren, jeres Gud, og gøre, som han har befalet.
47. Det sker, hvis et liv i overflod får jer til at holde op med at tjene Herren, jeres Gud, med glæde og lovsang i hjertet.
48. Herren vil da udlevere jer til jeres fjender, så I kommer til at tjene dem som slaver. I vil miste alt og bære åg på nakken. I vil opleve mangel på mad og drikke og tøj, ja, alle de daglige fornødenheder.
49-50. Herren vil kalde på et folk i det fjerne, et brutalt og hensynsløst folk, hvis sprog I ikke forstår. De vil angribe jer som ørnen, der slår ned på sit bytte,
51. og ødelægge jeres ungkvæg og afgrøder, så der hverken er korn, vin, olivenolie, kalve, gedekid eller lam tilbage.
52. De vil belejre jeres byer og vælte de høje mure, I har sat jeres lid til.
53. Under den frygtelige belejring vil I være tvunget til at spise kødet af jeres egne sønner og døtre.
54-55. Selv den ædleste mand iblandt jer vil blive så desperat, at han spiser nogle af sine egne børn af mangel på mad, ja, han nægter endog at dele med sin bror, sin kone og sine øvrige børn.