16. Så tog kongen af sted sammen med hele sin husstand, bortset fra ti medhustruer, der blev hjemme for at tage sig af opgaverne i paladset.
17-18. I udkanten af byen gjorde David holdt, så hans trofaste støtter, der bestod af hans livvagt og de 600 mænd, som var fulgt med ham fra Gat, kunne passere ham og gå i forvejen.
19-20. Men pludselig vendte kongen sig til Ittaj, der var leder for de 600 gatitter. “Hvad vil I egentlig med for?” spurgte han Ittaj. “Bliv i Jerusalem og slut jer til kong Absalom, for I bor her jo som fremmede i eksil. Der er ingen grund til, at I flygter sammen med os—hvem ved hvorhen? Nej, vend om og tag dine folk med dig. Må Herren vise jer barmhjertighed!”
21. Men Ittaj svarede: “Jeg sværger ved den levende Gud, at vi vil følge med dig, uanset hvad der sker—også selv om det kan betyde døden for os!”
22. “Godt,” svarede David, “så følg med os!” Da fulgte Ittaj og hans 600 mænd samt deres familier med ham.
23. Dyb sorg sænkede sig over byen, da kongen og hans følge krydsede Kedronbækken og fortsatte i retning af ørkenen.