2. Mosebog 27:11-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. Indhegningen på forgårdens nordside skal laves på samme måde og bestå af et stykke stof på 45 m, der ved hjælp af sølvkroge og sølvstænger er hængt op på 20 stolper med sokler af bronze.

12. Indhegningen på forgårdens vestside skal være 22,5 m lang med ti stolper og ti sokler.

13. Forgårdens østside, hvor indgangen til boligen er, skal ligeledes være 22,5 m.

14-15. På begge sider af indgangen skal der være et stykke indhegning på 6,75 m, hver med tre stolper og tre sokler.

16. Foran indgangen til forgården skal der hænges et 9 m langt stykke stof af fintvævet linned med broderier i blåt, violet og purpurrødt garn. Det skal hænges op på fire stolper med dertil hørende sokler.

17. Alle stolperne hele vejen rundt om forgården skal stå på bronzesokler og forbindes med sølvstænger, og stoffet til indhegningen skal hænges op på sølvstængerne med sølvkroge.

18. Forgårdens mål er altså 45 m i længden og 22,5 m i bredden. Stofindhegningen skal være 2,25 m i højden.

19. Samtlige redskaber, der bruges i arbejdet ved boligen, inklusive teltpløkkerne til boligen og indhegningen, skal være lavet af bronze.

20. Befal Israels folk at bringe ren olivenolie til lamperne på den syvarmede lysestage, så de kan blive ved at brænde.

2. Mosebog 27