14. En dag mens ypperstepræsten Hilkija var i færd med at hente de indsamlede penge i templet, fandt han en kopi af den lovbog, som Gud i sin tid havde givet til Moses.
15. Straks gav han besked til Shafan, statssekretæren: “Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Derefter overlod han bogrullen til Shafan.
16. Shafan gik nu til kongen med bogrullen og aflagde følgende rapport: “Dine embedsmænd har gjort alt, hvad du har bedt dem om.
17. De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner arbejderne.”
18. Derefter tilføjede han: “Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen.
19. Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj.
20. Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det var Shafans søn Ahikam, Mikas søn Abdon og hans personlige tjener Asaja.