2. Kongebog 2:12-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

12. Elisa fulgte ham med øjnene og råbte: “Min mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”Da Elisa ikke længere kunne se ham, rev han sin kjortel itu.

13-14. Så samlede han profetkappen op, som var faldet af Elias, og gik tilbage til Jordanflodens bred. Han slog vandet med kappen, ligesom Elias havde gjort, og sagde:“Hvor er nu Herren, Eliasʼ Gud?” Straks delte vandet sig, så Elisa kunne gå tørskoet over.

15. Da eleverne fra profetskolen i Jeriko så det, råbte de: “Se, Eliasʼ ånd er kommet over Elisa.” Så gik de ham i møde og bøjede sig for ham.

16. “Herre,” sagde de, “vi er 50 mænd i god form. Skal vi ikke gå ud og lede efter din herre? Måske Herrens Ånd har sat ham på et af bjergene eller i en kløft.”“Nej,” svarede Elisa, “lad være med det.”

17. Men de blev ved med at presse ham. Til sidst gav han efter og sagde: “Godt, så gør det bare.” De 50 mænd søgte efter Elias i tre dage, men de fandt ham ikke.

18. Elisa var stadig i Jeriko, da de kom tilbage, og han sagde til dem: “Det var jo det, jeg sagde.”

19. En dag kom Jerikos ledere til Elisa med et problem. “Vores by ligger på et godt sted, som du kan se,” sagde de. “Men der er noget galt med vandet. Det forårsager aborter her i området.”

20. “Bring mig en ny skål og kom salt i den,” beordrede Elisa. Det gjorde de.

21. Så gik han ned til kilden, kastede saltet ned i den og sagde: “Herren siger: Jeg gør dette vand sundt. Det vil ikke længere forårsage død eller aborter.”

2. Kongebog 2