7. Svarer han så: ‘Det er i orden!’ er det et tegn på, at jeg ikke behøver at bekymre mig, men bliver han vred, er det, fordi han er besluttet på at slå mig ihjel.
8. Jonatan, jeg ved, jeg kan regne med dig, for vi har indgået en bindende venskabspagt for Herrens ansigt. Hvis jeg har gjort noget, jeg fortjener døden for, foretrækker jeg, at du slår mig ihjel, frem for at din far gør det.”
9. “Jeg kunne aldrig finde på at slå dig ihjel,” udbrød Jonatan. “Og hvis jeg havde den mindste anelse om, at min far stræbte dig efter livet, tror du så ikke, jeg straks ville advare dig?”
10. Da spurgte David: “Hvem kan fortælle mig om din fars reaktion ved nymånefesten?”
11. “Kom, lad os gå ud på marken,” svarede Jonatan. Det gjorde de så.
12. “Jeg lover dig ved Herren, Israels Gud, at enten i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil jeg have fundet ud af, hvad min far tænker om dig,” sagde Jonatan. “Så vil det vise sig, at din bekymring er ubegrundet. Ellers skal jeg nok give dig besked.
13. Må Herren straffe mig, hvis jeg ikke fortæller dig det, hvis min far ønsker at dræbe dig. Hvis det er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at du kan undslippe i god behold. Må Herren selv beskytte dig, som han har beskyttet min far.
16. Derefter bad Jonatan denne højtidelige pagtsbøn for David og hans efterkommere: “Må Herren straffe Davids fjender.”
17. Således stadfæstede Jonatan sin venskabspagt med David på grund af sin kærlighed til ham, for Jonatan elskede David lige så højt, som han elskede sig selv.