12. Så råbte de til Jonatan: “Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”“Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. “For Herren vil give Israels folk sejren.”
13. Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret.
14. Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal.
15. Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne.
16. Sauls udkigsposter i Geba lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.
17. “Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede.
18. “Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest, som man brugte, når man ville spørge Herren til råds.
19. Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. “Lad det bare være!” råbte Saul til ham.
20. Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned.
21. De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side.
22. Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre.
23. Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.
24-26. Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: “Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring,