1. Mosebog 42:1-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Da Jakob hørte, at det var muligt at købe korn i Egypten, sagde han til sine sønner: “Hvad venter I på?

2. Det siges, at der kan købes korn i Egypten. Se at komme af sted og køb noget, inden vi sulter ihjel.”

3. Så tog Josefs ti ældre brødre af sted for at købe korn i Egypten,

4. men Jakob ville ikke lade Josefs yngre bror, Benjamin, rejse med af frygt for, at der skulle ske ham noget undervejs.

5. Således kom Jakobs sønner til Egypten sammen med mange andre, for hungersnøden havde ramt hele Kanaʼans land.

6. Siden Josef var guvernør i landet og havde ansvar for kornsalget, var det ham, brødrene opsøgte. De bøjede sig for Josef med ansigtet mod jorden.

7. Øjeblikkelig genkendte Josef sine brødre, men han lod som ingenting, og de genkendte ikke ham.“Hvor kommer I fra?” spurgte han barsk.“Fra Kanaʼans land,” svarede de. “Vi er kommet for at købe korn.”

10. “Nej, nej, herre,” bedyrede de. “Vi er bare kommet for at købe korn!

11. Vi er brødre, og vi er ærlige folk. Vi er aldeles ikke spioner.”

12. “Jo, I er!” blev Josef ved. “I er kun ude på at finde hullerne i vores forsvar.”

13. “Herre,” forsikrede de, “vi er 12 brødre, og vores far bor i Kanaʼans land. De ti af os står her foran Dem. Vores yngste bror er hjemme hos sin far, og en af vores brødre lever ikke mere.”

14. Men Josef holdt på sit. “Som jeg allerede har sagt, er jeg sikker på, at I er spioner.

15. Men det skal jeg nok få opklaret. Så sandt Farao lever, får I ikke lov at forlade Egypten, før jeres yngste bror står her lyslevende foran mig.

16. En af jer kan tage hjem og hente ham, men resten af jer beholder jeg som gidsler i fængslet. Så vil det vise sig, om I har talt sandt eller ej. Hvis det viser sig, at I slet ikke har nogen yngre bror, ved jeg, at I er spioner.”

17. Så lod han dem alle sætte i fængsel i tre dage.

18. På tredjedagen sagde Josef til dem: “Jeg er en gudfrygtig mand. Hvis I vil beholde livet, så gør, hvad jeg siger.

1. Mosebog 42