1. Mosebog 37:26-27-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver.

4. Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.

5. En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.

6. “Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. “Jeg drømte,

7. at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”

8. “Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.

9. Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. “Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. “Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.”

26-27. “Se!” sagde Juda til de andre brødre. “Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om,

28. så da de midjanitiske handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

29. Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene

30. og råbte: “Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

31. Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel

32. og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. “Vi fandt den på marken,” forklarede de. “Er det ikke Josefs kjortel?”

33. Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: “Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!”

1. Mosebog 37