8. Jakob blev grebet af panik, og han besluttede at dele sin husstand og sine husdyr i to lejre,
9. for han tænkte: “Hvis Esau angriber den ene gruppe, kan den anden vel reddes.”
10. Derefter bad han følgende bøn: “Åh, min farfar Abrahams og min far Isaks Gud. Åh Herre, du sagde jo, at jeg skulle vende tilbage til mit land og min slægt, og du lovede at være med mig og hjælpe mig!
11. Jeg er overhovedet ikke værdig til den trofasthed og uendelige godhed, du gang på gang har vist mig. Da jeg i sin tid gik hjemmefra og satte over Jordanfloden, ejede jeg ikke stort andet end min rejsestav, men nu ejer jeg de her to store lejre.
12. Åh, Herre, red mig fra Esau. Jeg er bange for, at han kommer og slår mig ihjel tillige med mine koner og børn.
13. Men du har jo lovet at være med mig og gøre mine efterkommere talrige som sandet på stranden, der umuligt kan tælles!”
14. Jakob blev på det sted om natten, og han udvalgte følgende dyr som en gave til Esau:
15. 200 geder, 20 bukke, 200 får, 20 væddere,
16. 30 hunkameler med føl, 40 køer, 10 tyre, 20 hunæsler og 10 hanæsler.
17. Så gav han sine slaver besked på at gå i forvejen med dyrene og sørge for en vis afstand mellem hver enkelt gruppe af dyr.
18. Til de mænd, som førte den første gruppe, sagde han: “Når I møder Esau, og han spørger: ‘Hvor skal I hen? Hvem er jeres herre? Hvis er dyrene?’
19. skal I svare: ‘De tilhører din tjener Jakob og er en gave til hans herre, Esau. Han kommer selv bagefter.’ ”
20. Dernæst sagde Jakob til de andre mænd, der skulle drive hver deres gruppe af dyr til Esau: “I skal alle sige det samme til Esau, når I ser ham.