13. Jeg er den Gud, du mødte ved Betel—det sted, hvor du salvede mindestenen med olivenolie og aflagde løftet om at tjene mig. Gør dig klar til at forlade dette sted og vende tilbage til det land, du kom fra.’ ”
14. Rakel og Lea svarede: “Ja, hvorfor ikke? Har vi måske nogen fremtid her? Far vil næppe lade os arve noget.
15. Han har behandlet os som fremmede kvinder, fordi han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os.
16. Al den rigdom, som Gud har taget fra far og givet dig, tilhører faktisk os og vores børn. Gør du kun, som Gud har sagt, du skal gøre.”
17-21. Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden—alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram—foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kanaʼans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!
22. Først to dage senere fik Laban at vide, at Jakob var flygtet.
23. Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge.
24. Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: “Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!”
25. Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.
26. “Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. “Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger!
27. Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører.
28. Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt!
29. Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‘Pas på, hvad du siger til Jakob!’
30. Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”
31. “Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. “Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig.
32. Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.
33. Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte—uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt.
34. Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt.
35. Rakel havde sagt til ham: “Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.
36. Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. “Hvad fandt du så?” spurgte han.
37. “Hvorfor beskylder du mig for at have stjålet fra dig? Hvad har jeg begået, siden du jager mig, som om jeg var en forbryder? Nu da du har ledt overalt i min lejr, hvad har du så fundet, som tilhører dig? Læg det kun frem, så alle kan se, hvem af os, der har ret. Lad vores folk dømme os to imellem.”