10. Stenene til fundamentet var ekstra store, nogle var 4,5 m lange, andre 3,6 m.
11. Oven på fundamentet blev der så bygget med de andre sten, der var tilhugget efter bestemte mål, samt med cedertræ.
12. Muren omkring paladsets gård bestod af tre lag tilhugne sten med et lag cedertræsbjælker ovenpå, svarende til den mur, der omgav templet og forhallen foran templet.
13-14. Kong Salomon sendte bud til Tyrus efter en kunsthåndværker og fik fat i en mand ved navn Huram, som var ekspert i bronzestøbning. Han var søn af en enke fra Naftalis stamme, og hans far havde været en dygtig bronzesmed i Tyrus. Således kom Huram i arbejde hos kong Salomon.
15. Han lavede to bronzesøjler, 8,1 m i højden og 5,4 m i omkreds.
16. Derefter formede han to søjlehoveder af bronze, der var 2,25 m høje.
17. Hvert søjlehoved var dekoreret med syv rækker kædelignende bronzefletværk.
18. Oven over dem anbragte han to rækker granatæbler i bronze.