1. Kongebog 21:10-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Sørg for at få to slyngler til at sidde over for ham og få dem til at anklage Nabot for at have forbandet Gud og kongen. Før ham derefter bort og sten ham til døde.”

11. Byens ledere fulgte Jezabels instrukser.

12. De sammenkaldte til et møde og anbragte Nabot på en fremtrædende plads.

13. Så kom de to slyngler, og efter at have sat sig over for Nabot fremførte de deres anklager, som gik ud på, at han skulle have forbandet Gud og kongen. Derefter førte man ham uden for byen, stenede ham til døde

14. og underrettede straks Jezabel om hans død.

15. Så snart Jezabel hørte, at Nabot var død, gik hun til kong Ahab og sagde: “Nu kan du godt stå op. Nabot er nemlig død, så du kan roligt gå ned og overtage den vingård, han ikke ville sælge til dig!”

16. Så gik Ahab ned til vingården for at overtage den.

17. Men Herren sagde til Elias:

18. “Opsøg kong Ahab! Du vil finde ham i færd med at overtage Nabots vingård.

19. Giv ham så følgende budskab fra mig: Er det ikke nok, at du har myrdet Nabot? Vil du gøre ondt værre ved at stjæle hans ejendom? Som straf for din synd skal hundene slikke dit blod uden for byen, ligesom de slikkede Nabots!”

1. Kongebog 21