2-3. Så sendte han bud ind i byen til kong Ahab af Israel og lod sige: “Jeg vil have dit sølv og guld. Jeg vil også have dine smukkeste koner og dine stærkeste sønner.”
4. “Jeg accepterer, min herre konge,” svarede Ahab tilbage. “Du kan tage, hvad du vil, af det, som er mit.”
5. Efter det svar sendte Ben-Hadad budbringerne til Ahab med en ny besked: “Godt nok sagde jeg, at jeg ville have dit sølv og guld, dine koner og dine børn.
6. Men i morgen ved denne tid vil jeg sende mine folk til dit palads og dine hoffolks huse for at hente alt af værdi!”
7. Da tilkaldte Ahab landets ledende mænd. “Den mand er ondskabsfuld!” sagde han. “Jeg gik med til at give ham mine koner og børn og mit sølv og guld—men nu vil han have alle vores ejendele!”
8. “Du skal ikke give efter!” svarede både lederne og folket.
9. Derfor sendte Ahab følgende besked med tilbage til kong Ben-Hadad: “Jeg accepterer dit første krav, men ikke mere!”
19-20. Så snart elitetropperne og den øvrige hær kom i kamp med Ben-Hadads folk, slog elitetropperne alle deres modstandere ihjel. Da flygtede den aramæiske hær i panik, og israelitterne forfulgte dem. Kong Ben-Hadad undslap til hest sammen med de øvrige ryttere,
21. men hovedparten af stridsvognene og hestene blev taget som krigsbytte af Israels hær, så den aramæiske hær led et stort nederlag.
22. Profeten vendte snart efter tilbage til Ahab med følgende råd: “Du må hellere ruste dig til en hård kamp, for den aramæiske konge vil komme tilbage næste år med fornyet styrke.”
23. Efter nederlaget sagde Ben-Hadads officerer til ham: “Israels gud er en bjerggud. Det er derfor israelitterne vandt slaget på Samarias bjerg, men hvis vi kan lokke dem ned på sletten, kan vi sagtens slå dem.
24. Hør her, hvad vi foreslår: Du skal afsætte alle småkongerne og indsætte guvernører i stedet.
25. Så skal du samle en ny hær, lige så stor som den, du mistede, og med lige så mange heste og vogne og mænd som før. Når vi så kæmper på sletten, er vi de stærkeste.”Kongen fulgte deres råd.
26. Næste forår mønstrede han hele den aramæiske hær og marcherede mod Israel, men denne gang planlagde han at møde dem ved byen Afek.
27. Også Israel mobiliserede, gjorde forsyningslinierne klar og slog lejr over for dem. Men i sammenligning med den enorme aramæiske hær, der bredte sig ud over hele sletten, lignede israelitternes hær et par små gedeflokke.
28. Da kom profeten igen til kong Ahab med et budskab fra Herren: “Siden aramæerne påstår, at jeg er en bjerggud, som ingen magt har på sletterne, vil jeg give dig sejr over deres store hær. I skal erfare, at jeg er den almægtige Gud.”
29. I seks dage lå israelitterne og aramæerne over for hinanden i deres lejre og ventede, og på den syvende dag begyndte slaget. Den dag dræbte israelitterne 100.000 aramæiske fodfolk.
30. Resten søgte i dækning bag Afeks mure. Men murene styrtede sammen og dræbte endnu 27.000. Ben-Hadad flygtede ind i byen og gemte sig i et baglokale i et af husene.
31. Dér opsøgte nogle af hans officerer ham og sagde: “Herre, vi har hørt, at Israels konger har ry for at vise nåde. Giv os tilladelse til at skifte rustningen ud med sækkelærred og at binde et reb om halsen for at vise vores underdanighed. Så vil vi gå til kong Ahab og se, om han vil skåne dit liv.”
32. Derpå gik de til Ahab og sagde: “Din tjener Ben-Hadad trygler dig om at skåne hans liv.”“Lever han endnu?” spurgte Ahab forbavset. “Han er jo min kollega.”
33. Det tog mændene som et godt tegn, og de fortsatte i samme skure: “Ja, bestemt, Ben-Hadad og dig har meget tilfælles.”“Hent ham endelig,” sagde Ahab. Og da Ben-Hadad kom, tog Ahab ham op i sin vogn.