25. Så vendte Elias sig mod baʼalsprofeterne. “I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. “Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”
26. Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Baʼals alter, og fra morgen til middag råbte de på Baʼal. “Åh Baʼal, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.
27. Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. “I må råbe noget højere!” sagde han. “Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”
28. Så råbte de endnu højere og skar sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer.
29. De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar—ikke en lyd!
30. Til sidst råbte Elias til folket: “Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned.
31. Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel.