1. Kongebog 11:23-24-35 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. Han havde efterhånden 700 koner med fyrstelig rang og 300 medhustruer—og disse kvinder stjal i den grad hans hjerte, at han glemte Herrens advarsler.

4. Da Salomon blev ældre, begyndte han at dyrke de andre folkeslags afguder og fulgte ikke længere Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort.

5. Salomon dyrkede blandt andet den sidoniske gudinde Astarte, og den afskyelige, ammonitiske gud Milkom.

6. Salomon gjorde nu, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort det.

7. Han byggede endda et alter på Olivenbjerget øst for Jerusalem til ære for den ækle, moabitiske gud Kemosh og den lige så ækle, ammonitiske gud Milkom.

8. Han byggede altre til alle sine udenlandske koner, så de havde et sted, hvor de kunne bringe ofre til deres forskellige guder.

9. Herren blev vred på Salomon, fordi han var ulydig og oprørsk, på trods af at Herren havde åbenbaret sig for ham hele to gange.

23-24. Rezon, Eljadas søn, var en anden af Salomons fjender, som Gud gav indflydelse og magt. Rezon var en af kong Hadadezer af Zobas officerer, men dengang David besejrede Zobas hær, var Rezon flygtet sammen med en del andre krigere. Han samlede efterhånden en røverbande omkring sig. Senere indtog de Damaskus, hvor Rezon blev udråbt til konge.

25. I hele Salomons levetid var Rezon en af de værste fjender af Israels folk, som han nærede et stort had til. Han skabte problemer for Salomon, fordi han havde kontrol over nabolandet Aram, mens Hadad skabte problemer for Israel sydfra.

26. En anden trussel mod Salomon var Jeroboam, Nebats søn, som stammede fra byen Zereda i Efraim. Hans mor var en enke ved navn Zerua. Jeroboam var en af Salomons embedsmænd, men havde gjort oprør imod kongen.

27-28. Det følgende er grunden til, at han gjorde oprør: Salomon havde netop udbygget fæstningsanlægget i Jerusalem og repareret skaderne i den gamle bydels mur, som hans far David havde bygget. Jeroboam var en lovende ung mand, og da kong Salomon bemærkede hans dygtighed og arbejdsomhed, satte han ham i spidsen for arbejdsstyrkerne i Manasse og Efraim.

29. En dag, da Jeroboam var på vej ud af Jerusalem, kom profeten Ahija fra Shilo ham i møde. Ahija havde en ny kjortel på, og han standsede Jeroboam på vejen. Der var ingen andre i nærheden.

30. Ahija rev sin nye kjortel i 12 stykker,

31. hvorefter han sagde til Jeroboam: “Tag ti af de her stykker, for Herren, Israels Gud, siger: ‘Jeg vil rive riget ud af Salomons hånd og give de ti af stammerne til dig.

32. Men jeg vil tillade ham at beholde en enkelt stamme for min tjener Davids skyld og Jerusalems skyld—den by jeg har udvalgt frem for alle andre byer i landet.

33. Det gør jeg, fordi Salomon har svigtet mig ved at dyrke andre guder ved siden af mig—guder som Astarte, sidoniernes gudinde, og Kemosh, Moabs gud, og ammonitternes gud, Milkom. Han har ikke adlydt mig og gjort hvad ret er—han har ikke handlet efter mine befalinger, som hans far gjorde.

34. Jeg vil dog ikke tage riget fra ham med det samme. For min udvalgte tjener Davids skyld, som adlød mine befalinger og forskrifter, vil jeg lade Salomon beholde magten indtil sin dødsdag.

35. Men derefter vil jeg tage riget fra hans søn og give de ti stammer til dig.

1. Kongebog 11