9. Lovet være Herren, din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på Israels trone. Det er på grund af din Guds evige kærlighed til Israel, at han gjorde dig til konge over dem, for du regerer med retfærdighed.”
10. Derpå forærede hun kongen 4 tons guld, store mængder aromatiske stoffer og mange ædelsten. De kostbarheder, kong Salomon fik foræret, var uden sidestykke.
11. I den forbindelse skal det nævnes, at kong Hirams skibe ud over at bringe guld fra Ofir hjem til kong Salomon også bragte store mængder kostbart træ og ædelsten.
12. Det kostbare træ brugte Salomon til at lave rækværk i tempelkomplekset og i sit palads, samt til lyrer og harper. Aldrig har man set magen til en så fornem levering af kostbart træ.
13. Salomon gav til gengæld dronningen af Saba alt, hvad hun bad om og kunne ønske sig, foruden de gaver, han selv forærede hende. Derpå rejste hun sammen med sit følge tilbage til sit land.